Per-René Larsen er optaget af genstande og materialer, som han indsamler og sammensætter i assemblager og installationer på sit værksted på Møn, der mest af alt minder om en gal videnskabsmands laboratorium. Han endevender sin fysiske verden på undersøgende jagt efter muligheder og nye ideer. Det er når et fundet objekts eller et materiales begrænsninger er defineret, at det store kunstneriske og kreative rum manifesteres for Per-René. Det er disse benspænd, der genererer kreativiteten og får eksperimenterne til at udfoldes i mange forskellige retninger, der nogle gange rammer et stramt formelt udtryk, og nogle gange et mere legende, figurativt og narrativt udtryk. Om sin egen motivation for at skabe disse værker siger Per-René: ”Jeg vil gerne vise andre mennesker noget de ikke vidste fandtes, jeg vil gøre noget godt og give noget godt. Det gør mig godt. Den lykke, der skyller ind over mig, når tingene bare lykkedes er - som en rus, en fryd, der mærkes i hele kroppen. Det er en stor følelse. Det er den jeg jager og den jeg gerne vil videregive.”
Og det videregiver han gavmildt i den totalinstallatoriske udstilling ”Lidt lys mod det tiltagende mørke”, som fuldstændigt har omskabt hans egen store gamle baghave. Rum, lys, optik, jern, plast, skrald, strøm, æbler, ild, sten og glas udgør komponenterne til, hvad der mest af alt ligner en krydsning mellem et eksperimentarium, et tivoli og Storm P's værksted. Selv kalder Per-René udstillingen for ”en vinternats, nonprofit, sitespecefic lysfortælling”
Udstillingen er Per-Renés hyldest til Hans Jensen og hans banke. Hans Jensen var gårdejer på Møn. På sin jord omskabte han en banke til sit eget naturromantiske have-utopia, og inviterede alle til at komme og nyde hans værk
Hans Jensens vision om at iscenesætte virkeligheden gennem fundne ting, sager og arbejde klinger smukt i forhold til billedkunstneren Per Renés egen personlige ambition om at blive i stand til at iscenesætte virkeligheden, også for andre end sig selv. Per-René kalder sin arbejdsmetode for ”ultimativ pragmatisme” netop fordi han laver sin kunst ud af den fysiske verden han færdes i. Alt hvad han ser, er potentielt materiale til nye kunstværker, og han har en meget sikker sans for at udvælge og genintroducere fundne objekter i nye installatoriske sammenhænge.
Banken har inspireret ham til at skabe en både dystopisk og romantisk totalinstallation i sin halvvilde baghave, som er fuld af gamle træer og buske. Stemningen i haven er en aktiv del af den totale kunstoplevelse, som binder værkerne sammen og gør, at det netop virker som eet samlet udtryk, selvom værkerne er vidt forskellige.
Nogle af værkerne i ”Lidt lys mod det tiltagende mørke” er pågående voldsomme og overdøver den gamle romantiske have, mens andre er helt tyste og sammengroede med haven, så det er umuligt at adskille kunsten fra haven. Andre igen er konceptuelt stramme og kommenterende, som f.eks. ”Skumring” nederst i haven, hvor man ind gennem to vinduer i et gammelt skur, kan se udsigten ud over et landskab i forskellige stadier af skumring. Landskabet er den præcise udsigt fra Per-Renés have, som man ville kunne have oplevet det, hvis man havde været til stede i skumringstimen. Det virker surrealistisk at stå i mørket og kigge ind i et hus og samtidig udover et landskab i dagslys. Men på trods af deres forskellighed hører alle værkerne på en eller anden sælsom måde til i den gamle have, hvor de bliver en samlet manifestation af Per-René Larsens kunstneriske univers.
En sti fører beskueren rundt mellem de i alt 12 værker, som dukker frem af mørket i kraft af det lys, der strømmer ud af dem alle, via forskellige tekniske virkemidler. Det gør ”Lidt lys mod det tiltagende mørke” til en både poetisk, uhyggelig og følelsesladet oplevelse i det kolde nattemørke.

Af: Kathrine Olldag, Cand Mag Visuel Kultur.