Jeg arbejder her ud fra dogmet: et påklip og en munding.

Når jeg som nu, er kommet i gang med at arbejde med mundingen som et meget væsentligt / særligt udtrykselement, medfører det at det hele værk, mere kommer til at omhandle en pantomimisk fremstilling af en sansning eller en kommunikation, end den mere rene gestaltning af væren, som eller længe har været min primære intention.
Jeg er klar over at jeg med dette koncept, ikke mindst fordi jeg er klar amatør på pantomime, igen bevæger mig på kanten af det kitschede. Men som før sagt; så oplever jeg, at jeg i arbejdet med varmt glas igen og igen (i kraft af materialets særlige egenskaber) bliver tvunget den vej, for at blive i stand til at nå hen til noget interessant.